LA roser regeringen for ny ungdomsuddannelse

Det er svært for Liberal Alliance at være kritisk over for regeringens udspil til en ny fleksibel ungdomsuddannelse.

Det flugter nemlig med det liberale partis eget forslag til en reform af erhvervsuddannelserne, som blev fremlagt sidste år.

- Jeg er meget glad. For det ser ud til, at regeringen har fremlagt Liberal Alliances forslag i stedet for at fremlægge den model, de selv sværgede til, da de var i opposition. Nemlig en videreførelse af Den Frie Ungdomsuddannelse, siger uddannelsesordfører Merete Risager til Newspaq.

Men begejstringen er ikke udelt. Regeringen foreslår, som det står i regeringsgrundlaget fra 2011, at kombinere forløb og muligheder indenfor de eksisterende uddannelsestilbud og altså ikke etablere nyt.

Der findes i dag 109 forskellige erhvervsuddannelser med 326 trin eller specialer. Og derfor mener regeringen, at der er muligheder nok, men at de kan bruges mere fleksibelt.

- Det er mit eneste ankepunkt. Det kan godt blive noget rod. De unge med et kort uddannelsessigte har behov for at gå i en klasse, hvor der er nogle faste faglige rammer omkring dem, så de ikke skal gå forskellige steder. Så der håber vi, regeringen besinder sig, siger Merete Risager.

Dagens Gossip