LA støtter Koch-forslag om klip i kontanthjælp

Skrevet af admin

17/03/2015

Dagens topnyheder

Liberal Alliance støtter, at Carsten Koch-udvalget ifølge Avisen.dk vil sænke kontanthjælpen for folk i passivitet, men vil bruge flere penge til folk på kontanthjælp, som er i nyttejob eller i praktik i virksomheder.

Det siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen.

- Det er rigtig godt, at Carsten Koch-udvalget i det mindste tør at sige, at kontanthjælpen skal sættes ned. Det skal de have ros for, siger Joachim B. Olsen i en skriftlig kommentar.

- Det er helt rigtigt, at vi kan få mere ud af nogle af de penge, som i dag går til kontanthjælp, hvis vi bruger pengene til at belønne og motivere de personer, der går i praktik eller udfører nyttejob, mener han.

Carsten Koch-udvalget vil beskære kontanthjælpen med 110 kroner om måneden for folk over 30 år, skriver Avisen.dk.

Carsten Koch-udvalget vil til gengæld give 250 kroner ekstra om ugen til kontanthjælpsmodtagere, som er i praktik i virksomheder eller udfører nyttejob.

Eksperterne mener, at det vil "styrke motivationen" for mange ledige i praktik eller nyttejob.

Dansk Folkeparti er enige i at give en gulerod til folk i nyttejob eller praktik, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

- Det er fair, at de, der er i praktik, skal have en gulerod, da de har udgifter. Men man kan spørge, om arbejdsgiverne ikke skal betale lidt. De har trods alt gratis arbejdskraft i den periode, siger Bent Bøgsted til Ritzau.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen i den liberale tænketank Cepos, kalder det positivt, at "udvalget gør noget ved incitamentsproblemerne i kontanthjælpssystemet".

- Gevinsten ved at tage et lavtlønsjob er i mange tilfælde lav og en løsning på det problem kan være at sænke kontanthjælpen, som Koch-udvalget lægger op til, siger han og håber, at der er tale om første skridt på vejen til en større kontanthjælpsreform.

/ritzau/