LA: Stop stigninger i skatten på jord

»Grundskyldsstigningerne rammer alle de helt almindelige danskere, der bor i ejerbolig – men det er helt tosset, at de skal have en særlig økonomisk straf i de kommende år. Boligejerne skal derimod sikres mod usikkerhed i deres økonomi, så ingen bliver drevet fra hus og hjem,« siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), i en pressemeddelelse.

Liberal Alliance vil fremsætte kravet om stop for stigninger i grundskylden over for regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

»Grundskyldsstigningerne er en bombe under boligejernes økonomi. På Frederiksberg risikerer en gennemsnitlig familie i et parcel- eller rækkehus om nogle år at få en grundskyldsstigning på 5.000 kroner om måneden. Andre steder er der også høje stigninger, og den usikkerhed må vi sætte en stopper for,« siger Anders Samuelsen.

Venstre bebudede fredag som led i partiets finanslovsudspil, at man ønsker minimumsatsen på grundskyld fjernet. I dag er der en minimumsgrænse på 16 promille, og det betyder, at landets kommuner ikke kan sætte grundskylden længere ned.

Ifølge Kommunernes Landsforenings hjemmeside er det kun Gentofte, der aktuelt er nede på minimumssatsen. Gennemsnittet i kommunerne er en grundskyld på 26,25 promille.

Udover et stop for grundskylden kræver Liberal Alliance også, at alle de boligejere, der som følge af forkerte offentlige ejendomsvurderinger har betalt for meget i grundskyld siden 2003, får deres penge tilbage.

Dagens Gossip