LA: Straf for skattesvig skal ikke skærpes

Skrevet af admin

05/11/2013

Dagens topnyheder

Der er ikke brug for at skærpe straffeloven med et selvstændigt forbud mod groft skattesvig, som Enhedslisten foreslår.

Det siger Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen om Enhedslistens forslag efter dokumentaren "I Skattely", hvor DR med skjult kamera viser, at Jyske Banks formuerådgiver i Schweiz rådgiver danskere om at slippe for skat.

Jyske Bank har afvist, at banken "medvirker til skattesvig og skatteunddragelse".

Ifølge Enhedslisten skal det være strafbart i sig selv at rådgive om skatteunddragelse, og partiet mener, at der mangler en selvstændig bestemmelse i straffeloven om rådgivning om grov skatteunddragelse.

- Der er ikke brug for en ny og selvstændig paragraf. Enhedslisten vil gerne fremstå som dét parti, der gør mest mod skattesvig. Vi har allerede lovgivning, der forbyder, at man som bank rådgiver sine kunder til at gøre noget ulovligt, siger Ole Birk Olesen.

Han understreger, at han ikke vil kommentere striden mellem Jyske Bank og DR efter dokumentaren "I Skattely".

Internationalt er der kommet stærk fokus på at stoppe skattesvig. USA har lagt pres på Schweiz ligesom Tyskland, hvor skattemyndighederne har købt oplysninger om tyskere, der ulovligt har placeret penge i alpelandet. Ole Birk Olesen maner til forsigtighed.

- Det er på mange forskellige måder lovligt at tage sine penge med til et andet land. Vi lever heldigvis ikke i DDR eller Nordkorea, hvor det er forbudt at rykke ud af landet med sin formue. Der er masser af muligheder for at gøre det indenfor lovens rammer, mener Ole Birk Olesen.

- Enhedslisten har behov for at markere sig, uanset om det virker eller ej. Modenhed i politik er også nogle gange at acceptere, at man ikke kan skabe en perfekt verden, uanset hvilke love man vedtager. Der vil altid være forbrydelser, siger skatteordføreren.

/ritzau/