LA: Tre ministre skal forklare skjult statsstøtte

Det er stærkt kritisabelt, at der sidste år blev uddelt statsstøtte for knap en kvart milliard kroner fra lukkede støttepuljer, som kun udvalgte organisationer har haft adgang til.

Det mener Liberal Alliance, og partiet finansordfører, Ole Birk Olesen, indkalder nu tre ministre i samråd. Det gælder boligminister Carsten Hansen (S), sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

- Jeg ser meget alvorligt på, at man i visse ministerier har puljer, som kun udvalgte organisationer kan ansøge om at få del i, siger Ole Birk Olesen, i en pressemeddelelse.

- Når vi nu engang har valgt at have et system med offentlige støttepuljer, så skal alle uomtvisteligt have mulighed for at ansøge om disse midler, siger han.

- Vi kan ikke have en praksis, hvor der gemmer sig en cigarkasse med skattekroner i ministerierne, som embedsfolk og ministre kan dele ud af til vennerne.

- Det leder tankerne hen på lande, vi ikke vil sammenlignes med, og derfor skal vi nu have en grundig forklaring fra de ansvarlige ministre, siger Ole Birk Olesen.

Politiken skriver fredag, at Socialministeriet i 2013 uddelte 77 millioner kroner i lukkede puljer, mens Udenrigsministeriet uddelte 95,6 millioner kroner.

Derudover fordelte By og- Boligministeriet 60,6 millioner kroner og Sundhedsministeriet 11,3 millioner kroner.

Socialminister Manu Sareen afskaffede dog tidligere i år Socialministeriets brug af lukkede puljer. Det gjorde han for at skabe "fuld gennemsigtighed" og sikre, at alle får "lige og fair" adgang til at søge statsmidler.

Beslutningen kom efter massiv kritik af Zornigsagen, hvor en udvalgt organisation blev særbehandlet.

Sundhedsministeriet oplyser til Politiken, at ministeriet fra næste år vil afskaffe de lukkede puljer.

/ritzau/

Dagens Gossip