LA udsteder garanti til offentligt ansatte: I bliver ikke fyret

Skrevet af admin

18/04/2015

Dagens topnyheder

Den offentlige sektor er for stor, og skatten skal ned. Det er kardinalpunkter for Liberal Alliance, men selv hvis partiet skulle få magt som det har agt behøver de offentligt ansatte ikke frygte at blive arbejdsløse.

Det lover partiets leder, Anders Samuelsen, på Liberal Alliances landsmøde lørdag.

- Der er ikke en af jer, som skal frygte at blive fyret under Liberal Alliances ledelse, siger Anders Samuelsen.

- Det er ikke nødvendigt at fyre nogen, når der er 60.000 offentligt ansatte, der forlader den offentlige sektor hvert år på grund af pension.

- Den garanti vil jeg gerne give.

Han understreger, at garantien selvfølgelig ikke gælder ansatte, der "opfører sig åndssvagt".

- Men hvis du passer dit arbejde, er det ikke på grund af vores plan, du frygte at blive fyret. Den garanti er hermed givet, siger Samuelsen.

Liberal Alliance støtter sig til beregninger fra regeringens produktivitetskommission, der har regne sig frem til, at der er et effektiviseringspotentiale på ti procent i den offentlige sektor.

Den plan, Anders Samuelsen refererer til, er Liberal Alliances 2025-plan. Her ønsker partiet blandt andet at hæve pensionsalderen til 68 år, fjerne topskatten og registreringsafgiften, sænke selskabsskatten, fastfryse grundskylden og give et bundfradrag på 84.000 kroner.

Blandt de øvrige borgerlige partier anses planen imidlertid for at være ret vidtgående. Venstre og Konservative ønsker således at bevare den offentlige sektor på den nuværende størrelse, mens Dansk Folkeparti ønsker en større offentlig sektor.

Men Anders Samuelsen mener ikke selv, at hans partis plan er særlig ekstrem. Ifølge ham vil den danske offentlige sektor være verdens tredjestørste, hvis partiets plan gennemføres.

- Det er det, man kalder ultraliberalisme, siger Anders Samuelsen.

- Det er ikke skræmmende, det er god politik.

/ritzau/