LA-Ungdom: DF skal ikke i regering

»Hovedløst forslag«, mener Liberal Alliances Ungdom, der ser Dansk Folkeparti som Liberal Alliances største politiske modstander på blå blok.

»Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har jo stort set intet tilfælles. Virkeligheden er, at partiet er mere socialdemokratisk end borgerligt, og jeg kan slet ikke se, hvorfor Liberal Alliance i det hele taget skulle opfordre dem til at sidde i regering. Det er for os at se et ugennemtænkt og hovedløst forslag,« udtaler Rasmus Brygger, landsformand for Liberal Alliances Ungdom, i en pressemeddelelse.

Han mener desuden, at Anders Samuelsen med sådan en udmelding lader den strategiske tænkning tage overhånd i moderpartiet.

»Jeg kan sagtens forstå den strategiske bevæggrund for, hvorfor man gerne vil låse Dansk Folkeparti fast i en regering, og så lade LA få den afgørende indflydelse. Men det, der bare reelt vil ske, er, at DF aldrig vil gå med til rigtige, borgerlige reformer og i stedet lave aftaler over midten. Vi ville bare ende i præcis samme situation som Enhedslisten står i dag,« siger Rasmus Brygger.

Anders Samuelsen siger til Berlingske, at han godt kunne godt tænke sig en V-DF-regering, som er afhængig af Liberal Alliances stemmer.

»Dansk Folkeparti er et parti med en del år på bagen. Hvad enten man kan lide det eller ej, så tog de ansvar under Anders Fogh Rasmussen (V). Og hvis SF kan komme i regering, kan Dansk Folkeparti også,« siger Anders Samuelsen.

Dagens Gossip