LA vil fastfryse grundskyld efter aftale om kommuners økonomi

Skrevet af admin

11/06/2016

Dagens topnyheder

Grundskylden skal med tiden fjernes, så husejere betaler samme ejendomsskat, som dem der bor i ejerlejligheder. I første omgang skal grundskylden dog fastfryses, når partierne til efteråret forhandler om en ny ejendomsvurdering.

Det siger Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, efter at regeringen og kommunerne fredag indgik en aftale om kommunernes økonomi i 2017.

Her er de to parter med den nye aftale blevet enige om, at kommunerne må hæve de afgiftspligtige grundværdier med 5,5 procent i 2017.

Det kan koste en typisk husejer 600 kroner mere om året i grundskyld, mener direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.

- Vi er imod, at grundskylden stiger. Vi gik til valg på en fuldt finansieret plan om, at grundskylden ikke skulle stige. Skattebyrden er meget stor for boligejere i Danmark, og den er meget urimeligt fordelt, siger Ole Birk Olesen.

- Især folk, der bor i enfamiliehus, betaler en uforholdsmæssig stor del af skattebyrden.

Spørgsmål: Skyldes jeres modstand, at der er usikkerhed om ejendomsvurderingen?

- Ja. Vurderingen af ejendomme sejler. Der skal i efteråret være forhandlinger om et nyt vurderingssystem. Der kommer forhåbentlig bedre styr på, hvor meget ejendomme er værd i Danmark, siger Ole Birk Olesen.

Han påpeger, at grundskylden stiger efter loven om kommunal ejendomsskat fra 2003 under VK-regeringen. Men Folketingets flertal kan fastfryse grundskylden, som det skete i finansloven for i år, påpeger LA's finansordfører.

- Efterfølgende kan partierne, som laver finanslov, holde grundskylden i ro, som vi gjorde i 2015 for året 2016, siger Ole Birk Olesen.

Liberal Alliance vil afskaffe grundskylden, så boligejerne kun betaler ejendomsværdiskat. Det er uretfærdigt, at husejere i København betaler langt mere i boligskat, end hvis de havde en ejerlejlighed med nøjagtig samme værdi, forklarer finansordføreren.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke kommentere budgetaftalen med højere grundskyld.

/ritzau/