LA vil også have flere penge til sundhedsvæsnet

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

Liberal Alliance glæder sig over, at regeringen ønsker at tilføje to milliarder kroner over de næste fire år til ældre patienter.

- Det er fuldstændig i tråd med det, vi har sagt og foreslået. Der kommer flere ældre i fremtiden, og derfor er der brug for flere ressourcer, siger partiets sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, til Ritzau.

Inden Venstre-regeringen på tirsdag løfter sløret for sit samlede finanslovsforslag, har sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) lagt op til at afsætte 500 millioner kroner til de ældre patienter i 2016 og i alt to milliarder kroner i perioden fra 2016-2019.

Spørgsmål: Hvordan harmonerer det med Liberal Alliances politik om en mindre offentlig sektor?

- Det harmonerer på den måde, at hvis antallet af ældre forblev det samme, ville vi gå ind og sige, at sektoren skal effektiviseres uden flere midler. Det gør vi stadigvæk, men i takt med at der kommer flere ældre, er der brug for flere ressourcer.

Selvom Liberal Alliance anerkender, at sundhedsvæsnet har brug for flere midler, betyder det dog ikke, at man ikke kan effektivisere systemet endnu mere.

- Det vigtigste er stadig, at man får mere ud af de ressourcer, der allerede ligger. Der, hvor vi vil spare på ressourcer og personalet, er der, hvor der sker dobbeltregistrering, så vi får afskaffet unødigt bureaukrati, siger May-Britt Kattrup.

I Sophie Løhdes forslag løfter regeringen ikke sløret for, hvordan tiltaget skal finansieres. Hos Liberal Alliance er man spændt på at se, hvad Venstre har tænkt sig.

May-Britt Kattrup understreger, at der stadig bør være råd til skattelettelser, selvom der tilføjes flere penge til ældre patienter.

- Vi mener helt klart, at der er plads til begge dele, siger hun.

/ritzau/