Låsen er brudt med 95 stemmer i Folketinget

»Arbejdskonflikter er en del af den danske model, og vi skal have respekt for den danske model. Men når 800.000 elever og kursister på fjerde uge bliver virkelig generet af det, er det min og regeringens opgave at tage ansvar for helheden, og det er det, vi har gjort,« sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter afstemningen.

Dermed har Folketinget fastsat lærernes nye overenskomst ved det lovindgreb, der blandt andet afskaffer lærernes arbejdstidsregler og udfaser 60-årsreglen. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er ikke tilfreds med indgrebet, da han mener, at regeringen »i uhørt grad tilgodeser KLs ønsker.«

Men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har tiltro til, at lærerne kan lægge vreden væk, når de møder i skole på mandag.

»Lærerne er jo dybt professionelle, og jeg tror, at når de træder ind i klasselokalet, kommer fokus til at være på børnene, undervisningen og lærergerningen, og så kan man have sine fagpolitiske holdninger til KL og til det folketingsflertal, der har truffet en beslutning i dag om et lovindgreb,« siger ministeren, der siden onsdag nat har arbejdet på indgrebet.

»Jeg tror, det er godt for Danmark, at vi ikke lovgiver med den hast i alle sager, men i helt ekstraordinære situationer kan Folketinget godt håndtere en hastebehandling af et lovforslag. Der er stillet næsten 100 spørgsmål, der har været afholdt en stribe samråd med forskellige ministre, og vi har haft en grundig behandling her i Folketingssalen,« siger Mette Frederiksen.

Partierne har stillet i alt 41 ændringsforslag til lovindgrebet, men under 2. behandling fredag eftermiddag blev de alle nedstemt. Efter en timelang debat blev regeringens forslag vedtaget med store protester fra især Enhedslisten.

»Det har jo været skuespil fra starten. Der har ikke været tale om reelle forhandlinger på noget tidspunkt. Corydon og Ziegler i KL havde besluttet sig for, at lærerne skulle tromles. Det gjorde de først med et lockout, og nu gør de det med et regeringsindgreb, som jo helt entydigt er på KLs side, ikke på lærernes,« siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

På mandag begynder skoledagen så igen for landets elever og kursister. Over to millioner lektioner er ifølge Danmarks Lærerforening blevet aflyst i folkeskolen, siden lockouten trådte i kraft 1. april, og nu har 9. og 10. klasses eleverne 17 dage til at indhente det forsømte inden afgangsprøverne, der er blevet rykket på grund af konflikten, begynder.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt ønsker dem held og lykke.

»Det er mit håb, at lockout-generationen, der jo ikke har fået den normale afslutning på 9. og 10. klasse, alligevel kommer efter det og kommer til deres afgangsprøver,« siger statsministeren.

Dagens Gossip