Ladbrokes: Chancer er øget for et britisk ja

Skrevet af admin

20/02/2016

Dagens topnyheder

Spiludbyderen Ladbrokes mener, at chancerne er øget for, at Storbritannien forbliver medlem af EU, efter at premierminister David Cameron har forhandlet en aftale på plads med de øvrige EU-lande i Bruxelles, skriver Reuters.

Bookmakerne siger, at der nu er 69 procent chance for, at briterne bliver i EU, mens de mener, at der er 31 procent chance for, at de forlader EU.

Opinionsmålinger tyder på, at den britiske offentlighed er splittet i næsten to lige store dele i opgøret om, hvorvidt de skal støtte en "Brexit."

Cameron sagde efter topmødet i Bruxelles, at han er parat til en intens valgkampagne forud for folkeafstemningen.

- Jeg vil kæmpe med hele min sjæl for at overbevise den britiske befolkning om, at den skal blive i det reformerede EU, som vi fik sikret ved topmødet, siger den britiske premierminister.

En meningsmåling fra YouGov tidligt i denne måned, som er blevet offentliggjort i avisen The Times, viste den hidtil største føring til nej-siden. Ifølge målingen vil 45 procent af briterne stemme for, at Storbritannien træder ud af EU, mens 36 procent vil stemme for at blive.

19 procent af de adspurgte er i tvivl i målingen, som blev offentliggjort den 5. februar.

En måling få dage før i den slagkraftige og borgerlige avis Daily Mail viser, at briterne vil stemme ja ved EU-afstemningen.

Her siger 54 procent af de adspurgte, at de ville stemme ja, hvis der skulle holdes folkeafstemning om landets medlemskab af EU nu. 36 procent ville stemme nej, mens ti procent er i tvivl.

Inden de to målingerne, som er foretaget næsten tre uger før Camerons aftale med EU, havde en række andre målinger vist et tættere opløb mellem ja og nej.

/ritzau/Reuters