Ladekarl: De nødstedte slås om nødhjælpen

Skrevet af admin

13/11/2013

Mest læste i dag

Generalsekretæren for den danske afdeling af Røde Kors, Anders Ladekarl, er ankommet til hovedstaden Manila i Filippinerne, hvor han skal koordinere den samlede nødhjælpsindsats fra Internationalt Røde Kors.

Han fortæller, at katastrofen er så omfattende, at det er svært at prioritere områderne og lægge en plan for, hvordan fordelingen af nødhjælpen skal foregå og deles ud til de mange berørte filippinere.

- Røde Kors i Danmark har en stor opgave hernede foran sig. Dels er det os, der koordinerer hele indsatsen hernede for Røde Kors, dels har vi to hold hernede, der er i fuld gang med at sætte nødhjælpsenheder op.

- Det er forbundet med store udfordringer at få nødhjælpen frem. Træer ligger hen over vejene, broer er skyllet væk og landingsbaner er ude af drift, siger Anders Ladekarl.

Samtidig er der ved at brede sig en større desperation efter rent drikkevand og mad. Det er risikabelt at få hjælpen frem, fordi nødstedte slås med livet som indsats for at få fat i den.

- Folk bliver mere og mere desperate, og det betyder, at vi har oplevet overfald på vores konvojer, der bliver beskudt og plyndret for vores nødhjælp.

- Folk slås for at komme til den, og der er rygter om, at otte mennesker er blevet trampet ihjel under en fordeling af nødhjælp i dag, siger han.

Anders Ladekarl tror ikke på, at situationen ændrer sig foreløbig. Røde Kors beretter om mange mennesker, der går langs vejene i håbet om, at der er større chancer for at få nødhjælp i de større byer.

- Operationen og behovene er simpelthen så kolossalt store, at ingen nødhjælpsorganisation i verden vil kunne dække de behov på ganske få dage. Så frustrationen over, at der ikke er kommet nødhjælp frem endnu, vil nok fortsætte i lang tid, er jeg bange for, siger Anders Ladekarl.

/ritzau/