Lady Gaga kommer til Danmark

Skrevet af admin

29/01/2014

Mest læste i dag

Popfænomenet Lady Gaga kommer atter til Danmark. Og denne gang bliver det et gensyn med det jyske for sangerinden.

Lady Gaga indtager Herning og Boxen til september, når hun tager på den europæiske del af sin turné The Artpop Ball Tour.

Om det er for musikken eller for showet, at fans står i kø for at se Lady Gaga, er uvist. Men sidst hun var i Danmark, så 35.000 hende i en udsolgt Parken i København i september 2012.

Her kunne man se ladyen skifte kostumer i et hæsblæsende tempo i kulisser med en fold-ud middelalderborg, en sort enhjørning og en motorcykel. Og outfits vekslende fra skriggule kjoler til maskingeværs-bh'er.

Lady Gaga begynder sin tour i USA til marts. Her starter hun i New York med syv udsolgte koncerter på Roseland Ballroom. Som en lille krølle er koncerterne de sidste på Roseland forud for nedrivningen af den legendariske koncertsal.

Når USA er overstået, følger så koncerter i Holland, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Tjekkiet, Østrig, Italien, Portugal, Spanien, og Schweiz.

Billetsalget til den danske koncert 27. september i Herning starter mandag 17. februar klokken 10.

Sidste gang, hun gæstede Boxen, var i oktober 2010.

/ritzau/