Lady Gaga optrapper kritik af Rusland

Ruslands skærpede kurs over for bøsser og lesbiske fik i går Lady Gaga til at rette et voldsomt angreb mod den nye lov, der forbyder såkaldt homoseksuel propaganda.

Gaga sendte sin bredside afsted blot tre dage efter, at en magtfuld russisk politiker anklagede hende for overtrædelse af de russiske visumregler og krævede en officiel undersøgelse af forløbet omkring hendes visumansøgning sidste år.

Vitaly Milonov anmodede i fredags den øverste russiske anklagemyndighed om at iværksætte »en tilbundsgående efterforskning« af den sagsbehandling, der førte til udstedelsen af Gagas turistvisum i december. Sangerinden skulle ifølge Milonov have haft arbejdstilladelse, eftersom hun gav koncert i Sct. Petersborg.

Sagen har tydeligvis ikke lagt en dæmper på Gagas opbakning til Ruslands homo, bi- og transseksuelle. I går anklagede sangerinden blandt andet den russiske regering for middelalderlig undertrykkelse og fortsatte: »I angriber teenagere med peberspray og I tæver dem. Den russiske regering er kriminel, men undertrykkelse vil blive mødt med revolution. I er ikke alene i Rusland. Vi vil kæmpe for jeres frihed«, skrev popstjernen på Twitter.

Da Gaga gav koncert i Rusland sidste år, blev hun anklaget for at overtræde loven om homoseksuel propaganda, som på dette tidspunkt kun gjaldt i Sct. Petersborg-området. Nu prikker hun til myndighederne, fordi de var passive dengang: »Hvorfor anholdt I mig ikke, da I havde chancen? Fordi I ikke havde lyst til reaktionen fra resten af verden«, konstaterer hun.

Dagens Gossip