Lady Gaga ramt af svær depression

Når hun står på scenen i sit farvestrålende outfit og skråler "gaga, oh-lala" er der ikke meget, der tyder på, at 27-årige Lady Gaga kæmper med depressive tendenser.

Ikke desto mindre var det sidste år tilfældet for den populære sangerinde, der ifølge Female First var både vred, kynisk og ganske trist efter et år med både personlige og professionelle udfordringer.

- Jeg blev meget deprimeret i slutningen af 2013. Jeg var udmattet af at skændes med folk. Jeg kunne ikke engang mærke mit eget hjerteslag. Jeg havde bare ikke lyst til at kæmpe længere. Jeg havde ikke lyst til at stå op for mig selv endnu en gang - til endnu en person, der løj for mig, fortæller hun til Harper's Bazaar Magazine.

Lady Gagas depression kom i kølvandet på et stressende år, hvor hun måtte aflyse sin turné på grund af en hofteoperation, skilte sig af med sin faste manager og modtog blandede anmeldelser for sit seneste album "Artpop".

De mange udfordringer blev altså for meget for popsilden, der følte sig udnyttet af folk, hun stolede på.

- Jeg følte virkelig, jeg skulle dø. Mit lys gik helt ud, fortæller hun.

Selv om hun fandt sig selv helt nede i kulkælderen, tvang den unge sangerinde sig selv til at fokusere på de gode ting i livet i begyndelsen af januar.

- Jeg sagde til mig selv "hvad der end er tilbage i mig, måske bare en lille molekyle, vil jeg finde og flerdoble. Det er du nødt til for din egen skyld. Du er nødt til at gøre det for din musik. Du er nødt til at gøre det for dine fans og familie". 

Heldigvis har Gaga formået at bruge sin depression konstruktivt, og hun har endda genfundet sin passion for musik.

- Jeg lærte, at min tristhed aldrig ødelagde det, der er godt ved mig. Du er bare nødt til at finde tilbage til det gode - finde det ene lille lys, der er tilbage. Jeg er heldig, at jeg fandt et lillebitte skær, der var gemt væk, lyder det fra sangerinden.

Newspaq

Dagens Gossip