Lady Gaga udsat for seksuelt overgreb

"Du er bare en gris i en menneskekrop."

Sådan lyder nogle af de barske ord i Lady Gaga-nummeret "Swine," men noget tyder på, at hændelsen bag ordene er endnu mere modbydelige.

Nummeret er skrevet som en reaktion på et seksuelt overgreb, som den nu 28-årige sangerinde blev udsat for, da hun var omkring 19 år gammel.

Det fortalte sangerinden tirsdag i radioprogrammet "The Howard Stern Show", da værten spurgte ind til nummerets betydning.

- Sangen handler om voldtægt, vrede og raseri, og jeg havde en masse smerte indeni, som jeg gerne ville have ud, sagde Lady Gaga, og uddybede yderligere:

- Jeg var omkring 19 år. Jeg gik i katolsk skole, og så skete der alle der her forfærdelige ting. Det slog mig så hårdt, og jeg var så traumatiseret, sagde Gaga om episoden og reaktionen, der kom godt fem år derpå.

- I starten ville jeg ikke indse, hvad der var sket. Jeg gik igennem en masse forfærdelige ting, som jeg har fået på afstand nu, fordi jeg har fået en masse mental, psykisk og følelsesmæssig terapi, sagde sangerinden, der ud over terapien også har brugt musikken til at komme igennem mareridtet.

- Musikken har været helende for mig, for jeg var en skygge af mig selv. Det tog mig lang tid at føle mig stærk omkring det, sagde sangerinden og fastslog:

- Jeg har tænkt mig at tage ansvar for at gøre smerten smuk.

Nummeret "Swine" er at finde på Lady Gagas tredje album, "Artpop."

Newspaq

Dagens Gossip