Læge advarer: Turister kommer hjem fra charterferien med livsfarlige bakterier

Skrevet af Jesper Larsen

17/07/2015

Dagens topnyheder

En svensk læge advarer nu om, at svenske turister kan slæbe skrækbakterier med hjem fra charterferien. 

Det drejer sig om de bakterier, der er resistente overfor antibiotika, som svenskerne ligesom herhjemme, har store problemer med at få bugt med. 

- Vi har fået mange patienter ind, der har været på ferie i eksempelvis Grækenland, og som har været indlagt på sygehus dernede. Der har de fået fuldstændigt livsfarlige bakterier med hjem, siger infektionslægen Johan Tham til SVT, ifølge Aftonbladet.

De antibiotikaresistente bakterier er særlig udbredte i de sydeuropæiske lande, hvor tusindvis af danskere hvert år tager på charterferie, som eksempelvis Italien, Grækenland og Portugal.

Årsagen er, at sygehusvæsenet i disse lande har et meget afslappet forhold til brug af antibiotika.

- Brugen af antibiotika stiger, jo længere sydpå man kommer. Man er meget afslappet med brugen af det, og så har de måske ikke den bedste hygiejne på deres sygehuse, siger Mats Erntell, der er læge med speciale i infektionssygdomme ved Region Halland, til Aftonbladet. 

 Mats Erntell erkender, at det er noget nær umuligt at stoppe de resistente bakterier fra at komme med hjem, som han kalder en ufrivillig 'souvenir', man må tage med, når man rrejser udenlands. 

Der er dog måder, man kan beskytte sig selv på, og det er blandt andet ved at tænke sig om, når man står ved all-inclusive buffeten på sit hotel. 

- Desværre ser vi ofte bakterieudbrud i sydeuropæiske lande, som eksempelvis Tyrkiet. Tænk på hvilke retter, du vælger. Spis ikke blødkogte æg, og sørg for at den mad du vælger er varm, hvis det faktisk er en varm ret. Og på samme måde med kold mad, spis den kun, hvis den rent faktisk er kold, siger Mats Erntell til Aftonbladet. 

Ofte bliver de antibiotikaresistente først opdaget, når turisten er tilbage i sit hjemland, hvor en simpel infektion pludselig kan blive kompliceret. 

- Det kan sagtens være så enkelt, at man behandler en urinvejsinfektion med svensk antibiotika, og når det ikke virker, tager man en ny prøve, der viser, at det er resistente bakterier, der er årsagen, siger Mats Erntell til Aftonbladet. 

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: