Læge afviser stigende abort-turisme

Det har de seneste dage vakt stor debat, at danske kvinder rejser til Sverige for at få fjernet pigefostre, fordi Sverige har en længere frist for fri abort end Danmark.

Men hos Dansk Føtalmedicinsk Selskab vækker debatten stor undren. Selskabet, der en faglig forening for alle de faggrupper, der er involveret i fosterdiagnostik i Danmark, oplever nemlig problemet som ikke-eksisterende eller ekstremt sjældent.

- Vi kan simpelthen ikke genkende at der skulle være tale om et stort eller stigende problem, siger selskabets formand Olav Bjørn Petersen, der er overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Skejby.

- Vi har spurgt vores medlemmer, og der var en enkelt, der kunne huske en for flere år siden. Men det har slet ikke det omfang, der nu kommer frem i pressen, siger han.

Medlemmerne af Dansk Føtalmedicinsk Selskab kommer fra samtlige offentlige danske fødeklinikker og en stor del af de private.

Foreningen har også henvendt sig til klinikkerne i Lund og Malmø, som har undersøgt sagen for nylig.

- De kan heller ikke genkende det. De siger, at det ikke er noget stort problem, og det er bestemt heller ikke noget stigende problem, siger Olav Bjørn Petersen.

Debatten om kønsselektion af fostre er opstået, efter at ejeren af den private skanningsklinik Lille Københavner, Robert Kinnerfelt, sagde til DR, at han har stoppet for kønsskanninger før graviditetens 18. uge fordi han fandt ud af, at kvinderne efterfølgende fik fjernet fostret i Sverige.

Speciallæge Birgit Petterson, der er medlem af Abortrådet, siger til DR, at fænomenet abortturisme har eksisteret i flere år.

- Det er min opfattelse, at det vil stige, fordi der er en utrolig forkælelse i forhold til, hvordan barnet skal være og hvilket barn, man gerne vil have, siger hun.

Men den udlægning kan Olav Bjørnt Petersen slet ikke genkende.

- Vi savner tal til at dokumentere det. For der skal ikke være nogen tvivl om, at hvis der sker selektion på baggrund af køn, er det etisk problem, siger han.

Dagens Gossip