Læge: Folk kræver en sygemelding, selv om de ikke fejler noget som helst

- I min lægepraksis oplever jeg ugentligt ønsker om sygemeldinger for tilstande, jeg personligt ikke opfatter som sygdomme.

Sådan lyder det i dag fra Marianne Mørk Mathiesen i et debatindlæg hos Altinget.dk. Hun er medlem af regionsrådet for Liberal Alliance i Region Syddanmark og praktiserende læge

I indlægget lister hun en række eksempler fra dagligdagen op:

- En ung kvinde følte sig stresset, da hun efter arbejde ofte var så træt, at hun ikke orkede at passe sin hest. At sælge hesten var en uacceptabel løsning. En mand  i aktivering var pålagt arkivarbejde, han følte arbejdet var så kedeligt, at det gjorde ham deprimeret. Han mente sig ikke egnet til rutinearbejde. En kvinde med tre børn var langtidssygemeldt af sin tidligere læge pga. depression. Hun mødte glad i min konsultation, da hun ventede det fjerde barn. En ung kvinde havde mistet sin bedstemor og ønskede sig sygemeldt på anden måned.

Marianne Mathiesen mener, det som læge er både hurtigt og nemt at acceptere en sygemelding, men det vil hun ikke, hvis den ikke kan begrundes. Og så mener hun, at fagforeningerne og kommunerne modarbejder hinanden.

- Hvis en lønmodtager er blevet fyret med for eksempel tre måneders opsigelse, kontakter de ofte deres fagforening. Det er selvfølgelig ikke rart at være i et job, hvor man er opsagt. Fagforeningen kan ikke hjælpe og i afmagt og for ikke at skuffe eller frastøde en kunde, anbefaler fagforeningen ofte en sygemelding. Jobcentre og kommuner arbejde for at få langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. Men ofte har jobcentrene klienter tilknyttet, som i månedsvis har været sygemeldt og end ikke har været til vurdering hos lægen. Ofte sker det, at jeg raskmelder "patienten", når vedkommende endelig møder med krav fra jobcentret om en lægeattest.

- Jeg er flere gange blevet kontaktet af kommunen og jobcentret med ønske om forlængelse af en sygemelding, da klienten var i et aktiveringsprojekt, som man ønskede den sygemeldte skulle færdiggøre.

- Tidlligere arbejdede man for at få brød på bordet. I dag er arbejdet mere et ønske om socialt samvær. Min opfattelse er, at travlhed og dagliglivets knubs forveksles med stress og depression. Er arbejdet trist, muliggør vores velfærd en sygemelding.

Nu vil Marianne Mørk Mathiesen have både politikere og fagforeninger til at italesætte problemet. Hvad mener du?

Dagens Gossip