Læge: Lille risiko for poliosmitte i Danmark

Skrevet af admin

29/10/2013

Mest læste i dag

Hvis sygdommen polio er kommet til landet med nogle de syriske flygtninge, som er flygtet fra deres borgerkrigshærgede hjemland, kan der være en lille fare for, at smitten breder sig.

Det vurderer afdelingslæge ved Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen.

Han fortæller, at omkring ni procent af børn op til ét år herhjemme helt eller delvist ikke har fulgt det anbefalede program, og dermed kan være i smittefare.

- Danske forældre bør sikre, at deres børn har fået de rette vaccinationer. Er man i tvivl, bør man tjekke vaccinationskortet eller registret.

- Det er vigtigt, at der i befolkningen er en høj grad af beskyttelse, for selvom der skulle komme en person til Danmark med poliovirus, så kan vedkommende ikke komme til at smitte nogen, hvis alle sikrer sig, siger han.

Tirsdag meddelte verdensorganisationen WHO, at man i ud af 22 undersøgte personer havde bekræftet mindst 10 tilfælde af Polio i Syrien.

Peter Henrik Andersen hæfter sig dog ved, at Danmark har været poliofrit siden 1983, og at resten af Europa har været det siden 2002.

- Beskyttelse mod polio har været en del af programmet for børnevaccinationer i Danmark siden 1955, så man er fuldt beskyttet, hvis man har fulgt det, siger han.

I det danske vaccinationsprogram for børn gives der tre vacciner i barnets første leveår. Det sker, når barnet er tre, fem og 12 måneder gammelt, og der gives en sidste revaccination i femårsalderen.

Det er dog en fast rutine, at man tjekker flygtninge, der kommer til de danske asylcentre.

- Konkret omkring Syrien ved jeg, at man har tjekket, hvor mange syriske flygtninge, der er kommet til landet i løbet af i år, og hvor de befinder sig henne. Der ved jeg, at man nu vil gå ind og dobbelttjekke børnenes vaccinationsstatus, siger Peter Henrik Andersen.

Polio, der også er kendt som børnelammelse, rammer hyppigst småbørn og kan medføre lammelser og problemer med vejrtrækningen. Voksne rammes sjældent, men kan være smittebærere og dermed viderebringe sygdommen til andre.

/ritzau/