Lægeformand lægger op til forsoning

Ifølge formanden vil lægerne kunne leve med indgrebet, hvis sundhedsminister Astrid Krag (SF) præciserer, at lægerne bevarer deres aftaleret som selvstændige læger og ikke vil kunne blive pålagt nye opgaver, uden at de kan forhandle om betaling for disse.

Det øger chancerne for at undgå en konflikt, der ellers ville have betydet, at patienterne fra 1. september skal betale for at gå til lægen, og hvor lægerne sætter deres virksomheder på spil.

Praktiserende Lægers Organisation har erkendt og accepteret, at der kommer et lovindgreb i konflikten mellem lægerne og regionerne, siger Henrik Dibbern til Politiken.

Lægerne modsætter sig ikke, at regionernes muligheder for at sikre, at der er lægebetjening til borgere i hele landet styrkes ej heller, at der oprettes regionsklinikker, eller at opgaven udbydes til private.

Lægerne ønsker derimod, at sundhedsministeren præciserer loven på tre punkter.

For det første skal lægerne beholde deres aftaleret. Deres fortrolighed med patienterne skal bevares, og de data, lægerne skal indberette for at sikre kvaliteten, må ikke bruges til at give lægerne sanktioner.

»Ministeren behøver i princippet ikke at ændre lovforslaget. Hvis vi kan se i ministerens svar og bemærkninger, at hun har lyttet, at vi bevarer vores aftaleret, og at data ikke må kunne misbruges, så kan vi leve med det,« siger Henrik Dibbern.

Sundhedsministeren er glad for lægernes udmelding.

»Der er ingen grund til, at nogen læger skal begynde at tage penge fra patienterne 1. september. Det står fuldstændig soleklart under behandlingen af lovforslaget i Folketinget, at aftaleretten bevares. Det her er ikke et område, som regeringen vil lovregulere. Det er grundlæggende en god model«, siger Astrid Krag til Politiken.

Dagens Gossip