Læger advarer: Deprimerede tyr til naturens lykkepille

Skrevet af admin

01/02/2014

Dagens topnyheder

Et stigende antal deprimerede medicinerer sig selv med naturmedicin. De tager stoffet perikon, som markedsføres som "naturens lykkepille" eller "grønne lykkepiller".

Det skriver Politiken lørdag. Pillerne lovprises af den alternative verden, men eksperter advarer mod stoffet.

- Man skal aldrig behandle sig selv for en depression med perikon uden at rådføre sig med en læge. Det kan være meget farligt, siger professor og depressionsforsker på Institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet, Poul Videbech, til Politiken

I sit arbejde møder han mange patienter, som har behandlet sig selv med perikon, inden de gik til lægen.

Det danske firma JemoPharm A/S producerer Modigen, et af de mest populære perikonpræparater i Danmark. Firmaet solgte 14.000 pakninger sidste år, hvilket var en fremgang i salget på 16 procent.

Også en af landets største forhandlere af helseprodukter på nettet, Jala Helsekost, fortæller om klar vækst i salget.

Perikon er frit tilgængeligt i håndkøb og har ifølge videnskabelige undersøgelser samme virkning på let til moderat depression som ssri-præparater – de såkaldte depressionspiller, som kun fås på recept. Men perikon har færre bivirkninger.

Sundhedsstyrelsen finder det meget problematisk, når deprimerede bruger perikon til selvmedicinering mod depression. Alligevel vil styrelsen ikke sætte pillerne på recept, fortæller Steffen Bager, farmaceut og sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen

- Hvis vi skulle gøre perikon receptpligtigt, kræver det, at vi har videnskabelige data, som dokumenterer, at der er problemer med de her præparater, men vi har kun fået meget få indberetninger på bivirkninger, siger han.

- Det betyder formentlig ikke, at der ikke findes flere. Men vi kan ikke gøre noget, så længe der ikke er kommet nogle indberetninger på det, siger han.

/ritzau/