Læger advarer mod dyr livsforlængende behandling

Livsforlængende behandling giver muligvis kræftpatienter flere uger og måneder med deres pårørende, før livet slutter.

Men bliver livet forlænget med medicin, bliver den sidste tid ofte med voldsomme bivirkninger og gentagne indlæggelser på sygehus.

Sådan beskriver professor Anders Jakobsen og hans kolleger fra kræftafdelingen på Vejle Sygehus den livsforlængende behandling, som bliver tilbudt uhelbredeligt syge kræftpatienter, i en kronik i Jyllands-Posten.

- I runde tal er 90 procent af den livsforlængende behandling forgæves, og den situation forbedres ikke, selv om vi får biologisk målrettet medicin, siger Anders Jakobsen til avisen.

Under overskriften "Overbehandling af kræftpatienter" ønsker lægerne i Vejle at kaste nyt lys over behandlingen af kræftpatienter.

De peger blandt andet på, at i stedet for at give dødssyge patienter dyr og livsforlængende medicin, bør man i langt højere grad tage en samtale med patienter om livsværdier og præferencer.

Det er en samtale, som ifølge Anders Jakobsen ikke bliver taget ofte nok, fordi det kræver tid og indsigt i den konkrete patients liv.

Hos Kræftens Bekæmpelse er direktør Leif Vestergaard enig i, at brugen af livsforlængende medicin har taget overhånd.

- Det første skridt i retning af ændringer er, at patienten får én behandlingsansvarlig læge. Kun hvis der opstår kontakt, tillid og en vis knytning mellem patient og læge, kan man tage den vanskelige samtale på et ordentligt grundlag, siger han til Jyllands-Posten.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke umiddelbart fravælge behandling med livsforlængende medicin, fordi døende patienter ikke skal fratages muligheden for at "ekstra tid sammen med deres pårørende, fordi medicinen er dyr," siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip