Læger advarer om pres på tavshedspligten

Også sundhedsjurist og lektor Kent Kristensen fra Syddansk Universitet advarer om problemet:

»Oplysningerne om patienterne flyder nærmest frit i systemet, fordi der lovgivningsmæssigt er sket et skred i forhold til videregivelse af helbredsoplysninger uden patienternes samtykke,« siger han med henvisning til, at der for få år siden er blevet indført en række tilladte undtagelser fra tavshedspligten, så fortrolighedsforholdet mellem læge og patient »nu er mere undtagelsen end reglen«, siger han.

En del af problemet er ifølge Kent Kristensen, at lægerne skal bruge en række koder, når de indberetter og honorarafregner med regionerne. Disse koder bliver mere og mere detaljerede, og derfor skal lægen nu sammen med patientens CPR-nummer angive, om konsultationen har handlet om for eksempel angst, demens, abort eller opsætning af spiral. Oplysninger, der dermed ryger videre til regionerne, siger sundhedsjuristen til avisen. Dertil kommer, at lægerne per 1. september pålægges at indrapportere helbredsoplysninger om alle, der lider af en af de store folkesygdomme, herunder lungesygdommen KOL, psykiske lidelser, diabetes og hjertekarsygdomme. Disse oplysninger overføres til regionerne uden patienternes samtykke.

Også praktiserende læge Lotte Hvass, der er medlem af Etisk Råd, advarer om problemet:

»Jeg oplever, at min computer er blevet en trojansk hest, som informationerne hives ud fra, og jeg kan ikke få klar besked om, hvor oplysningerne havner, og hvad de skal bruges til,« siger hun.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Også den konstituerede formand i Praktiserende Lægers Organisation, Bruno Melgaard Jensen, mener, at registrering af data har taget overhånd. Han fortæller, at organisationen tager sagen op med Danske Regioner.

Sundhedsstyrelsens direktør, Else Schmidt, siger ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at tavshedspligten ikke brydes, når der er tale om anonymiserede patientoplysninger. Hun kalder desuden lægeløftet om fortrolighed for »en tradition«, der ikke er juridisk bindende.

Dagens Gossip