Læger kan lukke praksisser

Henrik Dibbern, formand for PLO, varsler, at konflikten kan betyde, at lægerne lukker deres praksisser i kortere eller længere tid, hvis regionerne opsiger den eksisterende aftale og regeringen fastsætter en ny ved lov.

»Du kan sammenligne det med en håndværker, der får at vide: Vi sætter prisen, og du skal udføre arbejdet. Det eneste, vi kan gøre i en sådan situation, er at lukke,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

I går mødtes parterne ellers for at komme overens med en aftale, men det mislykkedes, og nu venter lægerne på, at regionerne opsiger aftalen. Normalt vil opsigelsen udløse en bekendtgørelse fra sundhedsministeren, der fastsætter nogle takster for lægernes behandlingerne, mens der findes et kompromis. Men lægerne frygter, at der kommer en lov fra Folketinget med det samme.

»Det lader til, at regionerne kører et parløb med regeringen. For der er ingen vilje til at få lavet en aftale i ro og mag,« siger Henrik Dibbern og oplyser, at foreningen allerede har udsendt et brev til medlemmerne, 2.200 lægepraksisser, om at en lukning kan komme på tale.

Der er dog en tre måneders opsigelsesperiode på aftalen, hvilket betyder, at lukningerne først vil kunne træde i kraft til september.

Sidst situationen mellem det offentlige og lægerne har været så ophedet var i 1984, der nåede konflikten dog aldrig at bryde helt ud.

Stridens kerne er, hvordan en række effektiviseringer og geografiske tiltag skal implementeres i lægernes aftaler. Forhandlingerne brød sammen første gang i november 2012.

Dagens Gossip