Læger: Konflikt og brugerbetaling kan undgås

Formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, udsender nu forsonlige signaler over for regeringen og det lovindgreb, som Folketinget skal færdigbehandle i de næste to uger. Det skriver Politiken Søndag.

Lægerne vil, siger deres formand, kunne leve med lovindgrebet, hvis sundhedsminister Astrid Krag (SF) præciserer, at lægerne bevarer deres aftaleret som selvstændige læger og ikke vil kunne blive pålagt nye opgaver, uden at de kan forhandle om betaling for disse.

Dermed er chancen for, at man kan undgå en konflikt, hvor patienterne fra 1. september skal betale for at gå til lægen, og hvor lægerne sætter deres virksomheder på spil, blevet betydeligt større.

Henrik Dibbern siger til Politiken, at Praktiserende Lægers Organisation har erkendt og accepteret, at der kommer et lovindgreb i konflikten mellem lægerne og regionerne.

Lægerne er ikke modstandere af, at regionerne får styrket mulighederne for at sikre, at der er lægebetjening til borgere i hele landet, de modsætter sig ikke, at der oprettes regionsklinikker, eller at opgaven udbydes til private.

Men lægerne ønsker, at sundhedsministeren præciserer loven på tre punkter:

Lægerne skal bevare deres aftaleret. Lægernes fortrolighed med patienterne skal bevares. Og de data, som lægerne skal indberette for at sikre kvaliteten, må ikke bruges til at give lægerne sanktioner.

- Ministeren behøver i princippet ikke at ændre lovforslaget, siger Dibbern til Politiken.

- Hvis vi kan se i ministerens svar og bemærkninger, at hun har lyttet, at vi bevarer vores aftaleret, og at data ikke må kunne misbruges, så kan vi leve med det, siger han til Politiken.

Sundhedsminister Astrid Krag betegner Dibberns udtalelser som "positive".

- Der er ingen grund til, at nogen læger skal begynde at tage penge fra patienterne 1. september, siger Astrid Krag til Politiken.

Hun siger, at det "står fuldstændig soleklart" under behandlingen af lovforslaget i Folketinget, at "aftaleretten bevares".

- Det her er ikke et område, som regeringen vil lovregulere. Det er grundlæggende en god model, siger Astrid Krag til Politiken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip