Læger: Meningsløst at sætte maks-grænse på lægevagter

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

De praktiserende lægers organisation, PLO, i Syddanmark glæder sig over, at der ikke sættes nogen formel maksimumgrænse for, hvor mange vagter lægerne må tage i lægevagten.

Der havde ellers været på tale efter sagen om en 36-årig kvinde fra Fyn, der i marts fik råd og vejledning af en læge, der ved siden af sit almindelige arbejde havde taget 38 lægevagter på 60 dage.

Kvindens tilstand blev bedømt til at kunne klares med hovedpinepiller, men hun endte med at dø af en blodprop.

- Vi er blevet enige om at lave de nødvendige formelle ændringer i vores vagtinstruks, så man har mulighed for at regulere på antallet af vagter, hvis det er nødvendigt, så man kan sikre, at læger er friske, når de møder på vagt, siger næstformand i PLO Syddanmark, Jørgen Skadborg.

Han kalder det "meningsløst" at sætte et tal på, hvor mange vagter læger må skrive sig selv på i lægevagten.

- Det afhænger jo af, hvad lægerne ellers laver. Der er læger, der arbejder fast ved siden af, mens der er læger, der ikke gør det, så det er helt meningsløst at sætte tal på, siger han.

Spørgsmål: Læger har vel - ligesom alle andre - altid skullet møde udhvilet op, når de skal vurdere sager om liv og død?

- Ja.

Spørgsmål: Så hvad er så det nye?

- Det eneste nye er i virkeligheden, at man på grundlag af den aktuelle sag (med den 36-årige kvinde, red.) har følt et behov for at gennemgå systemet, så man også formelt har mulighed for at reagere, siger Jørgen Skadborg.

Det sker med henvisning til, at vagtchefen fremover har pligt til at sikre, at lægerne ikke har for mange vagter i forhold til, hvad man skønner er forsvarligt.

Spørgsmål: Så hvis en læge i gamle dage sad og halvsov på vagten, havde man ikke mulighed for at gribe ind?

- Ikke formelt med sanktioner og ved at pille ham ud af vagten og den slags. Men nu har vi mulighed for også formelt at regulere tingene, siger han og fortsætter:

- Det har nogen følt et behov for, men det er ikke, fordi vi mener, at der har været et problem generelt. Vi mener, at læger, der har taget mange opgaver, har bidraget til at løfte ordningen, siger næstformanden i PLO Syddanmark.

/ritzau/