Læger på Amager er klar til at aflevere ydernumre

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opfordrer sine medlemmer til at aflevere deres ydernumre, hvis regeringens planer for lægernes arbejde bliver ført ud i livet. Og meget tyder på, at medlemmerne lytter til organisationen.

Ifølge politiken.dk er 63 medlemmer af Amager Lægelaug parat til at bryde med den offentlige sygesikring, hvis Folketinget stemmer ja til regeringens forslag. Afstemningen fandt sted på et lukket møde mandag, hvor kun et enkelt medlem stemte nej til at aflevere sit ydernummer.

Uden ydernumre kan lægerne ikke få betaling af det offentlige. Dermed skal de kræve brugerbetaling på linje med private fysioterapeuter og kiropraktorer

»Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere,« siger lægelaugets formand, Trine Jeppesen, til politiken.dk.

Hun er enig med PLO i kritikken af regeringens lovforslag, som vil give kommuner og regioner mere indflydelse på lægernes arbejde og placeringen af klinikker.

»Lovforslaget fjerner vores medindflydelse på arbejdet i vores klinikker. Det kan vi ikke acceptere. Det har hidtil været sådan, at regioner, kommuner og de praktiserende læger ligeværdigt planlægger, hvilke opgaver lægen skal varetage, hvordan vi skal udføre arbejdet, og hvad det skal koste. Det er princippet,« siger Trine Jeppesen.

Ifølge politiken.dks oplysninger har flere andre lægelaug også gennemført afstemninger med samme resultat som på Amager. Det er dog ikke noget, man kender til i hverken PLO eller lokalforeningen Københavns Praktiserende Læger.

Dagens Gossip