Læger: Serievoldtægtsmand synes at have indre vrede

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke umiddelbart til at se, at der i midten af et retslokale i Københavns Byret onsdag formiddag sidder en brutal serievoldtægtsforbryder.

Den unge afrikanske mand er spinkel og velsoigneret og ser ikke uvenlig ud. Han er iklædt træningstøj og sportssko og sidder helt roligt på en stol ved siden af en tolk.

Den nydelige fremtoning er dog blot en facade, har et nævningeting onsdag formiddag slået fast.

Den 25-årige afrikaner er skyldig i at have kidnappet og voldtaget tre unge kvinder i det københavnske natteliv, ligesom han forsøgte at gøre det samme mod to andre kvinder.

Anklager Sidsel Klixbüll mener da også, at manden skal idømmes forvaring på ubestemt tid. Og i den forbindelse præsenterer hun en mentalundersøgelse fra Retspsykiatrisk Klinik, der er blevet udarbejdet i forbindelse med retssagen.

Her kan man læse, at manden har en IQ på 79. Han er socialt hæmmet og synes utilbøjelig til at knytte sig følelsesmæssigt til andre mennesker.

Hans reaktionsmønster er utilregneligt, og han synes at have en indre vrede, lyder det i undersøgelsen. Der er tilmed fravær af evnen til selvindsigt.

Manden har en manglende forståelse for andre mennesker, og det samlede testbillede peger mod en personlighedsforstyrrelse. Omvendt er der ikke tegn på sindssygdom.

Undersøgelsen anbefaler forvaring, da han skønnes at være til fare for andre mennesker - især kvinder.

Den 25-årige kom til Danmark med sin familie i 2008 og har siden uddannet sig til social- og sundhedsassistent.

Sammen med sin hustru og deres tre børn levede den unge congoleser en tilsyneladende fredelig tilværelse nord for København. Han passede sit arbejde som hjemmehjælper og tjente desuden til dagen og vejen ved at passe to spastiske drenge.

Alt det var dog pludselig forbi, da han en tidlig morgen i midten af februar i år blev stoppet i sin sorte Ford Focus på Østerbro i København.

Her fandt politiet blandt andet dna fra flere voldtægtsofre, og nu er det altså endt med, at han er kendt skyldig og har udsigt til en årrække i fængsel.

Dommen ventes afsagt onsdag eftermiddag.

/ritzau/