Læger skal lytte mere til pårørende og patienter

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterer torsdag regeringens sundhedsplan, hvor et af de mindre initiativer er at inddrage pårørende og patienter mere i behandlingen.

Ifølge regeringens udspil har mange danskere svært ved at få kommunikationen med lægen til at fungere, og de oplever ikke, at de og deres pårørende inddrages nok i behandlingen.

Derfor vil regeringen bruge 295 millioner kroner på at skabe en bedre kommunikation mellem borgerne og de læger, som de møder i sundhedsvæsnet.

- Hvis sundhedsvæsnet indrettes mere efter, at patienterne deltager i beslutningerne om deres egen behandling, vil det både give mere tilfredse patienter, øge patienternes medbestemmelse og forbedre behandlingsresultaterne, hedder det i regeringens udspil.

Regeringen foreslår, at lægernes professionelle vurdering af sygdomme og behandlingsmuligheder i højere grad ledsages af patienters og pårørendes ønsker og behov.

- Patienter og pårørende skal mere med i beslutningerne om, hvad der skal gøres. Kommunikationen skal være til at forstå. Patienternes viden om egen sygdom skal bruges til at forbedre behandlingen.

- Og patienterne skal kunne udnytte de nye teknologiske muligheder for undersøgelser og behandling via telemedicin i eget hjem, hedder det i udspillet.

Patienterne skal samtidig have bedre og hurtigere adgang til deres egne journaloplysninger, så de aktivt kan følge med og tage del i behandlingen, foreslår regeringen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip