Læger: Spild af millioner på dyr øjenmedicin

Skrevet af admin

16/02/2014

Mest læste i dag

Øjenafdelingerne på landets sygehuse spilder flere hundrede millioner kroner på dyr øjenmedicin, fordi ingen vil tage ansvaret for at bruge det billige alternativ.

Sådan lyder kritikken fra den ledende øjenlæge på landet største øjenafdeling på Glostrup Hospital og hovedstadens Regionale Lægemiddelkomité, skriver Politiken Søndag.

Afdelingernes årlige udgifter til øjenlægemidlet Lucentis lød i 2012 på 333 millioner kroner, viser tal fra Statens Serum Institut.

Men beløbet kunne være væsentligt lavere, hvis de i stedet brugte produktet Avastin, der blev benyttet, indtil Lucentis i 2007 dukkede op på markedet. For hvor Lucentis koster 10.000 kroner per behandling, kan Avastin anskaffes for blot 250 kroner.

- Hvis vi skiftede til Avastin i Region Hovedstaden, ville vi formentlig gå fra at bruge 130 millioner, som vi bruger nu på Lucentis, til at bruge under 10 millioner. De sparede penge kunne vi for eksempel bruge på at indføre anden ny medicin.

Det siger Steen Werner Hansen, vicedirektør for Herlev Hospital og formand for hovedstadens Regionale Lægemiddelkomité, til Politiken.

Samme melding kommer fra Henrik Lund-Andersen, ledende overlæge på Glostrup Hospital, der er landets største forbruger af Lucentis.

- Lucentis er så stor en udgift, at det går ud over behandlingen af andre patienter. Vi vil gerne bruge Avastin, men det skal vi have myndighedernes opbakning til, siger han til Politiken.

Problemets kerne er, at producenten af Avastin, den schweiziske lægemiddelproducent Roche, ikke har ansøgt om at få Avastin godkendt til brug i øjnene.

Avastin er nemlig et kræftlægemiddel, og derfor er det såkaldt off-label-brug, hvis øjenafdelingerne behandler patienter med det.

Så selv om alle undersøgelser – senest en fra 2011 – peger på, at Lucentis og Avastin er helt ligeværdige, er konsekvensen, at myndighederne eller lægerne selv må påtage ansvaret for bivirkninger.

Det påhviler normalt producenten. Og det ansvar vil ingen tage på sig.

/ritzau/