Læger støtter forbud mod alkoholreklamer til unge

Lægerne støtter forslaget om et forbud. Men hvis de unges høje forbrug af alkohol for alvor skal nedbringes, er det også nødvendigt med et forbud mod salg af alkohol til unge.

- Børn og unge er lette at påvirke. Et forbud mod at reklamere over for unge kan udskyde de unges alkoholdebut, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg.

Forbud mod salg af alkohol til unge
En WHO-undersøgelse i 2012 dokumenterede, at en fjerdedel af de 15-årige drikker alkohol mindst en gang om ugen og mere end halvdelen har været fulde mindst to gange.

Hvis danske unges alkoholforbrug for alvor skal nedbringes, gør et forbud mod alkoholreklamer rettet mod de unge det ikke alene. Lægeforeningen opfordrer regeringen til ikke bare at nøjes med at forbyde alkoholreklamer rettet mod unge, men også at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år.

- Unge udvikler lettere afhængighed end ældre, og deres hjerner er stadig under udvikling og dermed særligt sårbare. Det er derfor meget vigtigt, at de helt unge ikke begynder at drikke. En af de mest effektive metoder til at forhindre unge i at drikke er, at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år, siger Jette Dam-Hansen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er alkohol årsag til 50.000 tabte leveår for mænd og 20.000 for kvinder hvert år. Alkohol er medvirkende årsag til 60 forskellige sygdomme, herunder kræft.

Dagens Gossip

Dagens TV