Læger tav om syg sæddonor: Nu står han frem

Henrik Koch bar - uden at vide det - rundt på et alvorligt og arveligt sygdomsgen, da han var sæddonor i starten af 1980'erne.

Det betyder, at fem til 10 af hans donorbørn skønnes at have arvet deres biologiske fars kræftsygdom, som er potentielt livsfarlig.

Det skriver Berlingske.

Men da Henrik Koch i 1997 opdagede, at han havde sygdommen, besluttede et lægeudvalg i København at lukke ned for sagen, efter han havde gjort opmærksom på, han formentligt havde givet sygdommen videre som sæddonor.

Det ville være for svært at opspore børnene, og det ville også stride mod det stærke anonymitetsprincip for sæddonation i Danmark, lød vurderingen fra lægerne.

Daværende stadslæge Claus Lundstedt forklarer:

- Jeg forstår udmærket mandens bekymring over det her. Men vores muligheder for at komme et skridt nærmere, hvem der kunne være hans børn uden at alarmere en masse personer, hænger jo sammen med donoranonymitet, siger han til Berlingske.

Nu står 60-årige Henrik Koch frem i offentligheden med sin historie, fordi han håber på, at familier, der har fået børn med sæd fra Hvidovre Hospital i perioden 1979 til 1983, bliver gentestet.

- Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden på min person, men hvis blot én kvinde får gentestet sit barn, og den gentest kan forebygge et dødeligt sygdomsforløb, så er det det hele værd, at jeg stiller mig frem, siger han til Berlingske.

Hans sygdom, det såkaldte Lynch-syndrom, er potentielt livsfarlig, men overlevelseschancerne er gode, hvis man bliver behandlet i tide.

/ritzau/

 

Dagens Gossip