Læger uden Grænser: Alt tyder på nervegas

Neurotoksiske symptomer opstår som følge af påvirkning fra stoffer, der skader hjernen og nervesystemet. De kan være opstået efter et formodet angreb med det kemiske våben nervegas, men det er endnu ikke klart.

Netop nervegas skulle onsdag være blevet anvendt i et område omkring Syriens hovedstad Damaskus, men det er endnu ikke officielt bekræftet. Efter påstanden om anvendelse er nervegas er kommet frem, har det syriske styre og oprørerne, der bekæmper det, gensidigt beskyldt hinanden for at stå bag angrebet med det dødbringende våben.

Op mod 1.300 mennesker kan have mistet livet under gasangrebet, men det tal er ikke officielt bekræftet.

Ifølge Læger uden Grænser er 355 personer med de alvorlige symptomer døde.

»Læger og sygeplejersker på hospitalerne har sendt detaljerede informationer til Læger uden Grænser om et stort antal patienter, der er blevet indlagt med kramper, overdreven spytproduktion, sløret syn, ikke-lysfølsomme pupiller og åndedrætsbesvær,« siger operationschef Bart Janssens.

Læger uden Grænser understreger, at organisationen hverken kan bekræfte en årsag til symptomerne eller klarlægge, hvem der står bag. Den har desuden sendt ekstra forsyninger af behandlingspræparatet atropine til Syrien.

Som følge af den verserende konflikt, der har stået på i over to år og kostet over 100.000 mennesker livet, har Læger uden Grænser ikke haft adgang til de tre hospitaler, som man har et tillidsfuldt forhold til, skriver organisationen.

FNs vicegeneralsekretær, Angela Kane, ankom lørdag til Damaskus for at drøfte, om FNs inspektører kan få adgang til de områder, hvor det formodede angreb med kemiske våben har fundet sted. Præsident Bashar al-Assad har gentagne afvist, at hans regeringssoldater har anvendt giftgas i borgerkrigen.

Syrisk stats-TV bragte lørdag et indslag, der beskylder oprørere for at stå bag det omtalte nervegasangreb. Her hævdes det også, at regeringssoldater for nylig fandt kemiske stoffer i en tunnel til Damaskus-forstaden Jobar, hvor nogle oprørere havde gemt sig.

Dagens Gossip