Læger uden Grænser: Nej tak til EU-penge rammer ikke hjælp

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

De, der modtager hjælp fra Læger uden Grænser, kommer ikke til at mærke, at nødhjælpsorganisationen nu har afvist alle former for støtte fra EU og EU-lande i protest mod en flygtningeaftale med Tyrkiet.

Så sikkert lyder det fra direktør hos Læger uden Grænser Jesper H. Brix. For lægerne handler det om, at de ikke vil blåstemple aftalen.

- Vi kan se de menneskelige konsekvenser, som aftalen har, og det kan vi ikke acceptere.

- Det kommer ikke til at få nogle umiddelbare konsekvenser for os og vores arbejde lige nu. 92 procent af vores indtægter på verdensplan kommer fra private. Kun otte procent kommer fra stater og regeringer, siger direktøren.

Nødhjælpsgruppen, der er kendt over det meste af verden under den franske forkortelse MSF, modtog 56 millioner euro (over 416 millioner kroner) fra EU-institutioner og medlemslande sidste år.

MSF henviser til aftalen med Tyrkiet fra marts, som indebærer, at Tyrkiet skal dæmme op for den største flygtningestrøm til Europa siden Anden Verdenskrig.

/ritzau/