Læger uden Grænser: Ni ansatte er dræbt ved bombeangreb

Mindst ni ansatte fra Læger uden Grænser er dræbt ved bombeangrebet mod et hospital i Kunduz i det nordøstlige Afghanistan, oplyser nødhjælpsorganisationen. Samtidig er 37 personer hårdt kvæstet, heraf 19 ansatte.

- Der er stadig mange savnede blandt patienter og ansatte. Antallet af ofre stiger fortsat, skriver Læger uden Grænser.

Da bomberne faldt, befandt omkring 80 af organisationens ansatte sig på hospitalet - både internationale og lokale ansatte, og skæbnen er fortsat uvis for en del af dem. Ingen danskere er udsendt til Kunduz.

Læger uden Grænser fordømmer angrebet og understreger i en pressemeddelelse, at parter i konflikten i området var informeret om, hvor hospitalet og andre af organisationens bygninger i området lå. GPS-koordinater var meldt ud, lyder det.

- Som Læger uden Grænser altid gør i konfliktsammenhæng, var de præcise beliggenheder meldt ud til alle parter ved flere lejligheder i løbet af de seneste måneder, senest 29. september.

- Bombeangrebet fortsatte mere end 30 minutter efter, at amerikanske og afghanske militære embedsmænd i Kabul og Washington først blev informeret, skriver Læger uden Grænser i meddelelsen.

Den seneste uge har afghanske regeringsstyrker og internationale specialstyrker kæmpet mod Taliban i Kunduz.

Ifølge Nato kan det have været et amerikansk angreb, der utilsigtet ramte hospitalet natten til lørdag, skriver AFP.

- Læger uden Grænser søger indtrængende at få klarhed over, hvad der præcist skete, og hvordan denne frygtelige begivenhed kunne finde sted, skriver organisationen.

De hårdest sårede efter angrebet bliver overført til et hospital i Puli Khumri, som ligger to timers kørsel væk.

/ritzau/

Dagens Gossip