Læger uden Grænser ringede desperat til Nato under angreb

Skrevet af admin

03/10/2015

Mest læste i dag

Ansatte fra hjælpeorganisationen Læger uden Grænser ringede desperat til Nato og Washington, mens bomberne regnede ned over deres hospital i Kunduz i det nordøstlige Afghanistan.

Den første bombe faldt klokken 02.10 natten til lørdag, og klokken 02.19 ringede nogle af Læger uden Grænsers ansatte til Nato-embedsmænd i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Få minutter senere ringede de til militære kontakter i Washington.

Bombardementet fortsatte i over en time, til klokken 3.13 lørdag morgen, siger en kilde i Læger uden Grænser, som ikke vil have sit navn frem.

Kilden oplyser til Reuters, at der inden for kort tid vil blive udsendt en udtalelse fra hjælpeorganisationen.

Tidligere på dagen oplyste Læger uden Grænser, at parter i konflikten i Afghanistan var informeret om, hvor hospitalet og andre af organisationens bygninger i området lå. GPS-koordinater var meldt ud, lyder det.

- Som det er tilfældet i alle konfliktzoner, hvor vi arbejder, er den præcise beliggenhed af vores faciliteter angivet til alle parter under adskillige lejligheder i de seneste måneder. Senest blev koordinaterne givet den 29. september, lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen.

/ritzau/Reuters