Læger under uddannelse skal bruges i konflikt

Det kan blive unge læger under uddannelse, der skal sørge for syddanskernes sundhed, hvis en lægekonflikt bliver en realitet.

Langt størstedelen af de praktiserende læger har varslet, at de er klar til at aflevere deres ydernumre i tilfælde af en konflikt. Og gør de det, så vil Region Syddanmark oprette syv regionsklinikker pr. 1. januar 2014.

Her kan de syddanske borgere får hjælp fra yngre læger under uddannelse. En løsning, der både er en fordel for lægerne og for regionen, mener regionsrådsformand, Carl Holst (V). Det oplyser DR Fyn.

Han afviser, at planerne om klinikker er en måde at optrappe konflikten mellem lægerne og regionerne på.

- Det her er et initiativ, hvor vi er nødt til at forholde os til, at lægerne har gjort opmærksom på, at de ønsker at deponere deres ydernumre. Hvis det er tilfældet, er vi nødt til at tage højde for det, siger regionsrådsformanden, der også vil bruge sygehusene for at give gratis lægehjælp under en konflikt.

Men hos formanden for de Yngre Læger, afviser Lisbeth Lintz, at unge læger under uddannelse er svaret på, hvordan danskerne skal komme til lægen i forbindelse med en konflikt.

- Min opfordring til Carl Holst, de andre danske regioner og PLO er, at man sætter sig ned og finder en forhandlingsløsning på det problem, der er mellem regioner og PLO. Det skal ikke gå ud over de læger, der er under uddannelse til speciallæger. Ligesom det heller ikke skal gå ud over patienterne, siger Lisbeth Lintz til DR Fyn.

Formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, mener, at selv om de yngre læger er dygtige, så må det blive et dårligere tilbud end i dag.

- Hvis man vil erstatte et tilbud, hvor der er speciallæger over hele linjen - som der er jo er i almen praksis - med et tilbud med læger, der kun lige er startet i deres , speciallægeuddannelse, så må det vel opfattes som en anden og dårligere kvalitet, siger Henrik Dibbern.

Han opfordrer i stedet regionerne til at refundere de penge, danskerne formentlig må betale for at gå til deres egen læge i forbindelse med en konflikt.

Planen om at bruge læger under uddannelse til at bemande klinikkerne skal dog først godkendes af Sundhedsstyrelsen. Den godkendelse har Region Syddanmark nu bedt om.

Dagens Gossip

Dagens TV