Læger vender offensiven mod regeringen

Det kan blive konsekvensen, efter at Praktiserende Lægers Organisation søndag opfordrede organisationens omkring 3.500 medlemmer til at deponere deres såkaldte ydernumre.

Meldingen kom fra en enig PLO-bestyrelse søndag eftermiddag kun to døgn efter, at regeringen fredag bebudede et indgreb i konflikten mellem lægerne og regionerne.

Regeringen sendte konflikten til hjørnespark ved at forlænge den nuværende aftale mellem parterne yderligere ét år frem til september 2014.

Samtidig kom regeringen med et lovforslag, der skal sikre, at alle har adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl, at åbningstiderne hos lægerne er fleksible, og at alle får en behandling af ensartet høj kvalitet.

Formand for Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, var forholdsvis positiv, da forslaget blev fremlagt.

»Jeg var optimist, men det var kun, indtil jeg senere så forslaget på skrift. Det, der står i lovforslaget, er noget ganske andet, end det som sundhedsminister Astrid Krag sagde ved præsentationen,« siger Henrik Dibbern.

»Astrid Krag tillægger sig selv og regionerne mulighed for at detailstyre klinikkerne. De sætter os uden for indflydelse og kan bestemme, hvad vi skal lave, hvor meget vi skal lave, og hvad vi får for det. Det kan vi ganske enkelt ikke være med til. Så vil vi hellere indlevere vores ydernumre og blive almindelige private erhvervsdrivende i stedet for,« siger Henrik Dibbern.

Forslaget fra regeringen afskaffer lægernes vetoret i forhold til ydernumrenes placering, ligesom forslaget gør det muligt at lade andre private aktører stå for driften af lægehuse.

Men det springende punkt for lægerne er den »vidtgående detailstyring«.

»Det er det, der er hovedanstødsstenen, at vi bliver sat uden for indflydelse på, hvordan vi skal drive vores klinikker,« siger Henrik Dibbern.

Men sundhedsminister Astrid Krag afviser.

»Jeg synes, PLOs forklaring er hullet. Jeg mener ikke, den tager afsæt i det lovforslag, vi har lagt frem. Der er absolut intet optræk til at indskrænke deres muligheder for at drive privat virksomhed. Og selvfølgelig kommer de nye rammer ikke til at betyde dårligere lægehjælp til patienterne. Tværtimod,« siger Astrid Krag,

Lægernes udmelding betyder, at regionerne nu skal igang med at lave beredskabsplaner for lægebetjeningen af borgerne fra 1. september.

Imens skal PLO ud og møde medlemmerne ved fem regionale medlemsmøder. Lovforslaget fremsættes i Folketinget 28. maj, og PLO har samme dag planlagt et stormøde for medlemmerne.

Hvis det ender med massedeponering af ydernumre, så danskerne skal have tegnebogen med til lægebesøg, vil det ikke være første gang i Danmarkshistorien.

Noget lignende skete i 1984, da patienter i kølvandet på en tilsvarende konflikt, skulle betale for lægebesøg i en periode på tre måneder.

Dagens Gossip