Læger: Vi kræver penge fra 1. september

Den er god nok, patienter skal allerede fra den 1. september have pungen frem, når de går til konsultation hos en praktiserende læge.

Sådan lyder det fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som dermed blankt afviser Danske Regioners fortolkning af de to parters aftale.

- Overenskomsten udløber 1. september i år, og med den udløber alle forpligtelser, der er i overenskomsten, og dermed selvfølgelig også den aftale, vi tidligere har haft om, at man skal varsle ophør med seks måneders varsel, siger Henrik Dibbern, formand i PLO.

De praktiserende læger vil efter planen deponere de såkaldte ydernumre, der blandt andet sikrer danskerne deres gratis lægehjælp, med virkning fra den 1. september.

Men onsdag afviste regionerne, at det vil ske allerede til september. Ifølge Danske Regioner, er der nemlig en seks måneders opsigelse, hvis ydernumrene bliver deponeret.

Men den fortolkning har altså nu ført til en regulær uenighed om aftalen mellem parterne.

- Hvis du forestiller dig, at du har en fast aftale med en håndværker og så siger til ham, at du siger aftalen op inden for tre måneder, så vil den håndværker nok ikke komme og diskutere sit fremtidige arbejde med dig.

- Du har jo ligesom sagt, at han ikke skal arbejde for dig. Så længe vores aftale er blevet opsagt, og den er under udløb, er der egentlig ikke så meget at drøfte, lyder det fra Henrik Dibbern.

Det er op til den enkelte læge, om vedkommende ønsker at deponere sit ydernummer. Dibbern forventer, at der i hvert fald vil være over 90 procent af lægerne, der opsiger ydernumrene.

Samtidig understreger han, at han slet ikke kan se, hvordan Danske Regioner vil kunne sikre alle danskere tilbud om gratis lægehjælp uden PLO, som det er blevet lovet.

- Det lyder ikke realistisk. Jeg håber da, at Danske Regioner har været inde og tage sygehusvæsenet i ed, før de lover, at der skulle være et andet sted, man kan gå hen og få gratis lægehjælp, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip