Læger vil tale med flere utilfredse patienter

Det gør det sværere for lægerne og hospitalspersonalet at lære af eventuelle fejl, mener man i Lægeforeningen. Foreningen efterlyser derfor en større indsats fra Danske Regioner og Patientombuddet, som håndterer klager over behandlinger. Der skal gøres mere for at oplyse patienterne om muligheden for dialog, lyder det.

»Den lokale dialog er et vigtigt bidrag til, at læger kan lære af deres fejl. Regionerne har valgt at gribe den lokale dialog meget forskelligt an. Derfor bør de hurtigst muligt afdække, hvad der fungerer og hvad der ikke gør«, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

»Patientombuddet er patienternes indgang til systemet. Derfor skal informationen herfra til patienterne være meget grundig og præcis, så alle patienter ved, at de har adgang til at få en lokal dialog«, siger han.

Blandt de danske læger er der bred opbakning til dialog med klagende patienter. En undersøgelse foretaget af Gallup for Lægeforeningen viser således, at syv ud af ti læger gerne vil tale den konkrete sag igennem med den patient, der har klaget. Næsten 90 procent af lægerne ønsker desuden mulighed for at beklage eventuelle fejl.

Patientombuddet erkender, at man kan blive bedre til at oplyse klagende patienter om muligheden for dialog med den læge, der er skyld i fejlen.

»Vi kan godt gøre mere, og vi har også ændret vores elektroniske klageskema, så de patienter, der benytter NemID-indgangen, skal sige enten ja eller nej til dialogen. Det er for at få folk til at tænke aktivt over, om det er et tilbud, de bør sige ja til,« siger Steffen Egesborg Hansen, direktør for Patientombuddet.

Han mener dog, at de cirka 33 procent af patienterne, der rent faktisk takker ja til dialogen, på nuværende tidspunkt er et acceptabelt tal.

»I betragtning af, at det er relativt nyt, så er det egentlig ikke så dårligt, at hver tredje siger ja tak til det tilbud. På den anden side vil jeg sige, at tilbuddet er så godt, at mange flere patienter ville få glæde af at sige ja,« siger Steffen Egesborg Hansen.

Tilbuddet om dialog til klagende patienter er en del af patientklagesystemet, der trådte i kraft 1. januar 2011.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til Lægeforeningens kritik fra Danske Regioner.

Dagens Gossip