Lægerne gør klar til brugerbetaling

Lægernes organisation, PLO, har torsdag aften besluttet at gå i gang med at indsamle de såkaldte ydernumre, skriver Jyllands-Posten.

»Jeg håber, at opbakningen fra lægerne bliver stor, og jeg regner med, at omkring ni ud af ti vil aflevere deres ydernummer til os,« siger formanden for PLO, Henrik Dibbern til avisen.

Hvis det ikke lykkedes for PLO at få en aftale med Danske Regioner, vil organisationen aflevere ydernumrene tilbage til det offentlige.

Dermed vil danskerne fra 1. september skulle betale for at gå til lægen.

Og formanden er klar til at gøre alvor af truslerne.

»Vi vil selvfølgelig helst have, at der bliver fundet en aftale inden, men på stormøderne har vi lovet hinanden, at vi vil aflevere numrene, hvis Folketinget vil lovgive i stedet for forhandle. Vi er klar til det her,« siger Henrik Dibbern.

Sundhedsminister Astrid Krag har fremsat et lovforslag, som vil træde i kraft 1. september. Lægerne kan ikke leve med lovforslaget, men vil i stedet have lov til at forhandle en ny aftale med regionerne.

Parterne har ikke forhandlet siden 3. maj. Hvis det ikke lykkes at nå en aftale om en overenskomst, forventes Folketinget at vedtage sundhedsministerens lovforslag 27. eller 28. juni, hvorefter lægerne ifølge Henrik Dibbern vil aflevere ydernumrene.

Dagens Gossip

Dagens TV