Lægerne klager til ombudsmand over manglende aktindsigt

Det skulle en central rapport i striden mellem lægerne og regionerne og regeringen dokumentere. En rapport, som Rigsrevisionen har brugt til at konkludere netop ovenstående. Og en rapport, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) uden held har prøvet at få fingre i.

»Vi har klaget til Ombudsmanden, fordi de to ministeriet ikke har givet os den aktindsigt, som vi har ret til ifølge loven«, siger PLO-formand Henrik Dibbern til Ugeskrift for Læger.

Klagen blev sendt i sidste uge med et ønske fra lægerne om, at modparten vil være mere åben.

»Rigsrevisionen har skrevet en rapport om vores område, som vi beder om aktindsigt i. Og så får vi det ikke. Det er da en barok demonstration af, hvad det er for et system, vi arbejder under. Det offentlige vil gerne stille en frygtelig masse krav til borgere og læger om, hvad man skal oplyse. Men det offentlige vil så ikke selv give oplysninger om, hvad der foregår. Det holder ikke,« siger Henrik Dibbern.

Finansministeriet og Sundhedsministeriets manglende aktindsigt til PLO får Oluf Jørgensen, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til i første omgang at kritisere den lange svartid fra ministerierne.

»Offentlighedsloven siger, at der skal gives aktindsigt snarest. Og så er der en frist på ti dage. Men hovedregel er snarest, altså så hurtigt man overhovedet kan. Kun helt undtagelsesvist bør man gå udover,« siger han.

Finansministeriet svarede PLO, at der formentlig vil gå fire uger, mens Sundhedsministeriet 12. april skriver til PLO, at det grundet »principielle overvejelser« ikke har været muligt at svare inden ti dage.

Da PLO skrev klagen til ombudsmanden 30. april, havde ministerierne endnu ikke svaret på lægeforeningens anmodning om aktindsigt.

I fredags, 3. maj, fik PLO besked fra Sundhedsministeriet, at man ville sende rapporten samme dag. Mandag havde organisationen stadig ikke modtaget noget.

Dagens Gossip