Lægerne stoppede Delaney i pausen mod Sverige

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

En uheldig landing efter en hovedstødsduel mod Sverige betød, at Thomas Delaney var nødt til at lade sig udskifte med en knæskade i pausen.

Danmark endte med at spille 2-2 tirsdag aften i Parken, og dermed vandt Sverige playoffkampene 4-3 samlet og gik videre til EM i stedet for danskerne.

Delaney ville gerne være blevet på banen for at forhindre det samlede nederlag, men landsholdets lægestab stoppede FC København-anføreren.

- Det var lægerne, der sagde nej. Og så testede vi det. Da adrenalinen faldt ned, kunne jeg godt forstå det.

- Jeg kunne også godt mærke, at der var noget galt, da jeg løb derinde, men jeg kæmpede videre, siger Delaney.

Midtbanespilleren blev underløbet kort før pausen og landede uheldigt på græsset, så han fik beskadiget det inderste ledbånd i det venstre knæ.

- Det var pisse ærgerligt. Jeg synes, vi kom godt i gang, men vi fik en kæberasler af de store, da Sverige scorede på en måde, vi også selv træner i - en offensiv dødbold.

- Kampen levede trods alt stadig, men svenskerne stod i en klassisk skandinavisk 4-4-2, og de kan godt finde ud af at forsvare, og det gjorde de fint. Og så lukkede de den med 2-0-målet.

- Vi kom for at gå videre, og vi synes ikke, at Sverige er et bedre hold, men de har spillet bedre. Det må vi være ærlige at sige. Vi synes, vi skulle have haft mere ud af det, så vi kan kun være utilfredse med os selv, mener han.

Delaney har kæmpet længe for at starte inde på den centrale midtbane på landsholdet, så det var en meget ambivalent følelse.

- Det var en fed dag, som jeg havde glædet mig helt vildt til. Men det var også en kæmpe skuffelse i pausen, da jeg godt kunne se, at der ikke var noget at gøre.

- Jeg havde hellere siddet over, hvis vi var gået videre til EM. Vi har arbejdet for den slutrunde i lang tid. Og så er jeg ligeglad med, om jeg spillede et godt kvarter eller mere, siger Delaney.

FCK'eren skal skannes mandag for at finde ud af, hvor alvorlig knæskaden er.

/ritzau/