Lækker salatburger med laksebøffer

Jeg er normalt ikke til fiskefrikadeller med laks, men laks på dåse giver en langt mildere laksesmag og det fungerer helt vildt godt i disse laksebøffer (jeg kan normalt godt lide laks, men bare ikke i fiskefrikadelleform – ja, det er lidt underligt).

Kan du ikke få fat i laks på dåse, så kan tilberedt laks eller rå laks (som blendes til fars) også bruges. Bruger du rå laks så start ud med et æg mindre og lidt mere mandelmel i farsen.

Laksebøfferne spises her i salatburgere, som kan fyldes med lige præcis dét dit hjerte – eller din sultne mave – begærer.

Beregn 2 laksebøffer pr. pers. til en let frokost.

Til 8 laksebøffer til 4 personer skal du bruge:
Laksebøffer 850g laks på dåse eller ca. 700g tilberedt eller rå laks (blendet til fars)
3 æg
2 tsk. stødt mild paprika
2 tsk. hvidløgspulver
2 tsk. tørret løg granulat
3 spsk. mandelmel*
Saften af ½ citron
Havsalt efter smag
Smør til stegning I øvrigt Salatblade (beregn 2 salatblade pr. bøf – hovedsalat er fx velegnet)
Grønt fyld til burgerene – jeg brugte tomat og cornichoner
Smørrelse – jeg brugte sennep, men ketchup, mayo, avocadomos osv. er også lækkert

*Mandelmel kan også laves ved at hakke mandler fint i en minihakker.

Sådan gør du:

Laksebøffer
Bruger du laks på dåse, så fjern de groveste ben og stykker skind. Findel laksen (mos den med en gaffel).

Rør laksen sammen med æg, krydderier, mandelmel og citronsaft.

Form farsen til 8 flade bøffer.

Steg bøfferne i smør på en pande indtil de er gennemstegte.

Rens salatbladene og dup dem tørre.

Klargør øvrigt grønt fyld

Retten samles
Læg en laksebøf på et salatblad og top med grønt og ’smørrelse’ efter ønske.

Top med et salatblad og burgeren er klar.

Sabine Murati er uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip