Lækkerbisken til boksefans: Maywayther møder Pacquiao i maj

Skrevet af admin

21/02/2015

Mest læste i dag

Den længe ventede storkamp i boksning mellem amerikaneren Floyd Mayweather Jr. og filippineren Manny Pacquiao er nu blevet forhandlet på plads.

Forhandlingerne om kampen har angiveligt stået på de seneste fem år, men nu er det besluttet, at kampen skal bokses 2. maj i MGM Grand i Las Vegas, oplyser Mayweathers lejr fredag ifølge Reuters.

Og kombattanterne vil have masser af dollarsedler at spendere i kasinobyen efter kampen.

Tilsammen får de i omegnen af 250 millioner dollar eller godt 1,6 milliarder kroner for at gå i ringen, skriver The Daily Mirror.

Billetterne tættest på ringen ventes at blive sat til salg til en stykpris på 5000 dollar - 33.000 kroner, mens prisen for at se kampen på betalings-tv kommer op i nærheden af 100 dollar.

Duellen mellem den defensivt orienterede Mayweather og den aggressive Pacquiao - begge blandt de bedste boksere i deres generation - har været imødeset længe af boksefans verden over.

Bokseeksperter har betegnet det som den største kamp siden sværvægterne Mike Tyson og Lennox Lewis mødtes i 2002.

- Hvad verden har ventet på, sker nu, skriver Mayweather, der har en rekordliste på 47 sejre i lige så mange kampe, på det sociale medie Shots.com.

Den 37-årige Mayweather - med kælenavnene Money og Pretty Boy - anses for at være verdens bedste bokser på tværs af alle vægtklasser. Han er i øjeblikket indehaver af fem VM-titler i forskellige forbund og vægtklasser.

- Mayweather vs. Pacquiao 2. maj er nu en realitet. Vi kommer til at skrive historie. Gå ikke glip af det!, lyder det endvidere.

Pacquiaos lejr har endnu ikke bekræftet kampen, men ifølge amerikanerens lejr er kontrakten skrevet under.

Den 36-årige filippiner, også kendt som Pac-Man i ringen, har bokset 64 kampe og vundet de 57 - heraf 38 på knockout.

/ritzau/Reuters