Længere levetid får pensionsalder til at stige

Skrevet af admin

10/11/2014

Dagens topnyheder

Der bliver længere til pensionen for danskere under 52 år.

Som følge af længere levetid må yngre danskere vinke farvel til muligheden for at gå på pension som 67-årige. I stedet stiger pensionsalderen fra 2030 til 68 år.

Det er en følge af den såkaldte velfærdsaftale fra 2006 mellem den daværende VK-regering, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Partierne bag velfærdsaftalen aftalte, at pensionsalderen skal stige i takt med udviklingen i levealderen, så alle danskerne har udsigt til 14,5 år på folkepension.

Derfor indeholder aftalen en reguleringsmekanisme, der nøje beskriver, hvordan pensionsalderen skal sættes op, hvis levealderen stiger.

Som allerede ventet ved aftalens indgåelse stiger levealderen støt, og derfor vil pensionsalderen også blive sat op, når regeringen i efteråret 2015 fremsætter et planlagt lovforslag på området, oplyser socialminister Manu Sareen (R) til Jyllands-Posten.

- Vi lever længere og længere. Det var derfor, pensionsalderen ved velfærdsaftalen i 2006 blev forhøjet fra 65 til 67 år. Og det er også derfor, at vi fremover vil hæve folkepensionsalderen i takt med, at levealderen stiger.

- På den måde gør vi pensionssystemet mere robust og sikrer finansieringen af det danske velfærdssamfund, herunder også selve pensionssystemet, siger Manu Sareen til Jyllands-Posten.

Pensionsalderen kan sættes op med højst et år ad gangen hvert femte år fra og med 2030. Siden 2006 er levealderen steget så meget, at pensionsalderen faktisk burde sættes op med to år i 2030.

Det er dog ikke muligt. Men Manu Sareen er indstillet på at sætte pensionsalderen op til 68 år med virkning fra 2030, som er det maksimalt mulige.

- Ja, det er jeg. Og det er jeg sådan set også forpligtet til ifølge loven, siger Manu Sareen til Jyllands-Posten og tilføjer:

- Jeg vil naturligvis følge aftalen om at regulere folkepensionsalderen. I efteråret 2015 skal der - helt efter planen - fremsættes et lovforslag, som regulerer folkepensionsalderen fra og med 2030.

Venstre næstformand, Kristian Jensen, fastslår, at det tidligere regeringsparti vil overholde aftalen fra 2006 og stemme for stigningen i pensionsalderen.

/ritzau/