Længere vej til institutionen i fremtiden

Skrevet af admin

18/10/2013

Mest læste i dag

Morgenturen med børnene til daginstitutionen kan blive endnu længere de næste år. Næsten halvdelen af de danske kommuner planlægger nemlig at lukke eller sammenlægge vuggestuer og børnehaver.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget. 45 ud af de 98 kommuner har svaret. 39 procent planlægger at lukke eller sammenlægge daginstitutioner, 48 procent har ikke planer om at lukke institutioner og 14 procent ved det ikke.

En af de kommuner, der vil lukke daginstitutioner, er Syddjurs. Sidste år blev to daginstitutioner slået sammen, og planen er at slå endnu to institutioner sammen og at lukke en institution helt, fortæller borgmester Kirstine Bille (SF).

- Det er typisk små og ikke-bæredygtige institutioner, vi lukker, og som genopstår som større institutioner. Det gør vi for at tilpasse antallet af daginstitutioner til vores børnetal, siger hun.

Fra 2010 til 2022 forventer kommunen, at der vil komme 14,2 procent færre børn under seks år i Syddjurs. Fremskrivninger viser, at der vil være 2,4 procent færre børn under seks på landsplan.

Kommunen samler små institutioner i større enheder. Og det er fornuftigt, mener Sanne Lorentzen, formand for Lederforeningen i Bupl.

- Store institutioner giver bedre mulighed for at tilrettelægge en anderledes hverdag. Når der er meget få børn i en institution, bliver man jo også nødt til at reducere personalet. Så skal der ikke meget sygdom eller ferie til, før det bliver svært at lave en pædagogisk tilrettelagt hverdag, siger hun.

Men mange medarbejdere og store børnegrupper kan stresse børnene, advarer professor Charlotte Ringsmose fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.

- Jo yngre børnene er, jo vigtigere er det nære. Især de helt små er sårbare og har brug for tæt kontakt til de voksne og en overskuelig børnegruppe, siger hun.

Når der kommer flere store institutioner, skal de indrettes, så børnene møder de samme pædagoger og de samme børn i deres hverdag, mener forskeren.

/ritzau/