Længst siddende træner: Wenger slår hele Premier League

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Arsenals manager Arsène Wenger er den suverænt længst siddende manager i Premier League.

Den 65-årige franskmand har forud for den kommende sæson stået i spidsen for Arsenal i 1066 kampe i træk.

Det er mere end, hvad hans 19 kolleger i Premier League kan præstere, selv hvis de lægger alle deres kampe for deres respektive klubber sammen.

Ifølge avisen The Evening Standard når de øvrige trænere i den bedste engelske fodboldrække blot op på 998 kampe i træk for deres klubber.

Den bemærkelsesværdige statistik blev en kendsgerning, da Leicester tirsdag fyrede Nigel Pearson efter tre og et halvt år som manager i Kasper Schmeichels klub.

Liverpools Brendan Rodgers er nummer to på listen over de Premier League-trænere, der har siddet ved roret i længst tid. Rodgers skal i gang med sin fjerde sæson i Liverpool.

Bournemouths Eddie Howe blev ansat i oktober 2012 og er nummer tre på listen.

Arsène Wenger har været manager i Arsenal i 19 år. Det er blevet til tre Premier League-titler og seks FA Cup-triumfer gennem årene. Sejrsprocenten i de 1066 kampe lyder på 57,5.

Manchester United-legenden Alex Ferguson, der i 2013 trak sig efter 27 år i spidsen for United, havde til sammenligning en sejrsprocent på 60,2.

/ritzau/NTB