Lærere bekymrede over flere undervisningstimer

Lærerformand Anders Bondo Christensen er bekymret over arbejdsbyrden og frygter for kvaliteten af undervisningen.

»Den nye undersøgelse dokumenterer, at øget undervisningstid og dermed langt dårligere mulighed for at forberede og følge op på elevernes undervisning bliver konsekvensen af den nye folkeskolelov, som træder i kraft næste skoleår. Det ser nemt ud på papiret at satse på, at reformen kan finansieres af lærernes arbejdstid, men der hviler et kæmpe ansvar på kommunerne og på den enkelte skoleleder for at få tingene til at hænge sammen i det kommende skoleår,« siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

»Lærerne vil få langt vanskeligere ved at tilrette undervisningen, så den tager udgangspunkt i den enkelte elev, og dermed vil det gå ud over elevernes udbytte af undervisningen. Især de elever, der har særlige behov. Jeg tror slet ikke, kommunerne er klar over, hvor stor en opgave skolerne står overfor. Ved at ignorere det i budgetlægningen sender kommunerne reelt aben videre til den enkelte skoleleder,« tilføjer Anders Bondo Christensen.

På grund af folkeskolereformen er det nu op til den enkelte skoleleder og kommunalbestyrelse at disponere over lærernes arbejdstid, herunder undervisningstimer. Og undersøgelsen viser, at mere end 90 procent af landets kommuner budgetterer med, at lærerne fra august 2014 har minimum to ekstra undervisningstimer om ugen.

Budgetplanerne er ikke overraskende for arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet. Han er samtidig enig med lærerformanden i, at det giver mindre forberedelsestid.

»Det er det da helt oplagt, for det var det, det (folkeskolereformen, red.) hele gik ud på. Det konkrete er, hvordan skolelederne finder ud af det på den enkelte skole. Det er dem, der har styrepinden nu, men der er da ingen tvivl om, at lærerne får mindre forberedelsestid,« siger Flemming Ibsen ifølge dr.dk.

I lidt mere end hver tiende af de 80 kommuner, som vil øge lærernes undervisningstimer, lægger man op til, at lærerne skal undervise mindre end to timer ekstra.

Dagens Gossip